En sød, lidt klodset vampyrdramedi [Fantastic Fest]

En del af det sjove ved “Blood Family” er, hvordan Segan leger med etableret vampyrmytologi. Ja, vampyrer er udøde; ja, de drikker blod (af mennesker og nogle gange dyr, males dyr smager ikke så godt); og ja, de kan blive dræbt af sollys. Males Francis elsker også at tøffe flasker sprut – noget grev Dracula, med sin modvilje mod spiritus, ville gadne over. Og selvom han teknisk set er død, kan Francis også få et barn. For år siden rullede han ind i en by og blev gravid med et one-night stand. Nu er kvinden død, og Jane, hendes datter, er ankommet for at afsløre for Francis, at hun er hans for længst mistede barn. Og fordi hendes far er en vampyr, er hun selv en halvvampyr. Hun har en tørst efter blod, har overmenneskelig styrke og kan spire hugtænder. Males hun er også teknisk i stay, ældes naturligt og kan bevæge sig i løbet af dagen uden at bryde ud i flammer.

Fordi Jane ikke har nogen, vil hun blive hos Francis. Francis, som du kan forestille dig, synes det er en frygtelig idé. Males far og datter kom modvilligt på vejen sammen, og det bliver ikke nogen nem rejse. Jane er konsekvent vred på den der certain teenager, og det er en del af filmens problemer. Mens Villalobos sælger karakterens angst, sidder hun quick i den kind smarmy, sardonisk, rat-a-tat-dialog, der aldrig nogensinde lyder rigtigt, når man kommer ud af munden på et barn. Børn taler ikke sådan – det gør manuskriptforfattere. Og som sådan havde jeg svært ved at vænne mig til Jane som karakter. Man kan argumentere for, at hendes natur kun er en dealing with; hun er et såret, ensomt barn, og hun slår ud og prøver at lyde klogere ud over sine år. Males det køber jeg ikke helt, og jeg køber ikke hendes dialog.

Males jeg købte de konflikter, der opstår mellem far og datter, to karakterer, der både er meget ens og meget forskellige. Og jeg købte ind i den måde, hvorpå disse to ensomme mennesker i sidste ende indser, at de har brug for hinanden, fordi hinanden er alt, de har. Der er noget charmerende ved den måde, Francis lærer at ændre sig for at opdrage sin datter. Selvom han allerede er en gammel mand, bliver han endelig tvunget til at blive voksen, noget der ikke er let for nogen – selv vampyrer. Der er canine mørkere, noget uudtalte ting, der lurer i baggrunden – tanken om, at Jane til sidst vil blive ældre og ældre, mens Francis forbliver den samme. Det er dystert og foruroligende – jeg blev mindet om “Lad den rette komme ind”, som havde lignende tragiske vampyr-/menneskelige dynamik – males “Blood Family” spiller dem til grin. Males måske er det naked virkeligheden i situationen – vi finder humor i det makabre hele tiden. Vi er nødt til at grine, ellers græder vi. “Blood Family” får det, og det er en del af det, der gør filmen så elskværdig, selvom den fra tid til anden snubler over sin egen Dracula-kappe.

/Filmvurdering: 6 ud af 10