‘Det er en måde at bringe min mor og far tilbage’: Steven Spielberg på den nye bølge af film-memoirer

ENomkring 10 år siden, beneath fremstillingen af ​​hans rørende politiske periodebillede Lincoln, begyndte Steven Spielberg at indse, at der var en anden historie, han skulle fortælle. For instruktøren, hvis karriere havde ført ham fra første og anden verdenskrigs slagmarker til frontlinjen i New Jersey. Verdenskrig; fra en dinosaur-temapark i Mellemamerika til en indespærringslejr i det japansk-besatte Kina var inspirationskilder kun bundet af fantasiens grænser. Males som Spielberg afslørede på filmfestivalen i Toronto i sidste måned, var tiden endelig kommet til at kigge indad for at udforske sin egen livshistorie.

Den historie tog en barndom i efterkrigstidens velstående Arizona, med en kærlig, males distraheret, arbejdsnarkoman far, der var medvirkende til udviklingen af ​​tidlige computere, og en funklende, musikalsk talentfuld mor. Det omfattede maven af ​​en chokerende familiehemmelighed og det efterfølgende sammenbrud af hans forældres ægteskab, begivenheder, der blev filtreret og bearbejdet gennem en spirende ardour for movie. Alt dette er kun lidt fiktionaliseret i Spielbergs smukke, intenst personlige nye movie, Familien Fabelman. Den kritiske modtagelse var lige så varm og uklar som selve filmen: Rullende sten beskrev det som “en af ​​de mest imponerende, oplysende, vitale ting, han nogensinde har gjort”; Hollywood Reporter talte om, at billedet “umiddelbart sluttede sig til de første rækker af kunstneres erindringer”. Langt om længe havde denne mest non-public af offentlige personer inviteret publikum ind i sit eget liv.

Males Spielberg er ikke den eneste auteur, der er ankommet til et øjebliks introspektion. James Grey, instruktøren af ​​retailer, muskuløse New York-fortællinger som f.eks Vi ejer natten og Indvandrerenvendte sig også til sin egen barndom, på udkanten af ​​kriminalitet i 1980’ernes Queens, for inspiration med Armageddon tid, som udkommer i næste måned. Det er et råt billede, som frontalt konfronterer den fortrydelse og skyldfølelse, som Grey har båret med sig siden ungdomsårene.

I mellemtiden den mexicanske instruktør Alejandro Gonzalez Iñarritu, der lavede Fuglemand og Den tilbagevendende, hævder, at hans ekspansive, ekstravagante Bardo, også ude næste måned, er ikke strengt selvbiografisk. Males parallellerne er svære at gå glip af: Den handler om en berømt mexicansk filmskaber, der er flyttet fra sit hjemland til USA, en beslutning, der har konsekvenser for hans familieliv.

“Jeg tror, ​​det har at gøre med min alder og den tid, der er gået,” fortalte Iñárritu LA Instances. “Når dine børn vokser, er der udfordringer med at prøve at forstå den beslutning, som jeg tog – eller en hvilken som helst immigrant – om at forlade dit land.”

Og sidste år omformede Kenneth Branagh sin egen barndom i et turbulent Nordirland på kanten af ​​Troubles til et varmt barneblik af familie, movie og politik.

Denne bølge af højprofilerede selvbiografiske movie blev indvarslet af RomaAlfonso Cuaróns multi-Oscar-vindende drama fra 2018, der trak på instruktørens middelklassebarndom i en forstad til Mexico Metropolis, males satte en af ​​de vigtigste personer i hans households liv i forgrunden: deres stuepige.

Det er naturligvis ikke en helt ny tilgang til filmskabelse. Adskillige filmskabere – for eksempel Joanna Hogg eller Pedro Almodóvar og længere tilbage, Federico Fellini – har gjort karrierer fra minedriftsaspekter af deres eget liv til inspiration. Males det repræsenterer en hidtil uset grad af introspektion – endda sårbarhed – fra den slags retailer auteurs, der hidtil har brugt deres karriere på at satse på de fjerne grænser for filmisk historiefortælling. Det er rimeligt at sige, at biograf-memoiren har et øjeblik. Males hvorfor nu?

Der er en vedvarende idé om den selvbiografiske movie som et tegnsætningspunkt i en karriere, noget der enten kommer helt i begyndelsen eller mod slutningen af ​​et værk. Efter filmens verdenspremiere i Toronto var Spielberg opsat på at understrege det Familien Fabelman er ikke et punktum: “Det er ikke fordi, jeg besluttede mig for at gå på pension, og det her er min svanesang, tro det ikke.” Males en faktor, som både han og Branagh nævnte som væsentlig, var pandemiens håndhævede tegnsætningspunkt og de omvurderinger, den udløste. Lockdown fik os alle til at se indad, den første skræmmende bølge af Covid konfronterede os med den uundgåelige kendsgerning af vores dødelighed.

Filmproducent og leder af BFI Movie Fund Mia Bays føler, at Covid bidrog til et skift i den måde, kunstnere så på deres værker på. “Vi er alle mere bevidste om arv,” siger hun. “Så jeg føler, at det spiller en stor rolle for de ældre instruktører. En følelse af, ‘Hvem er jeg gennem mit arbejde, og er der nogen, der virkelig forstår mig? Og hvad skal jeg ellers gøre for at uddybe den historie, når jeg måske ikke har mange flere movie i mig?’”

Mens Spielberg først underholdt ideen om en erindringsbog for et årti siden, var det ikke før pandemien, at tiden endelig føltes rigtig. “Da Covid ramte, havde vi alle meget tid, og vi havde alle en masse frygt. Efterhånden som tingene blev værre og værre, tænkte jeg, hvis jeg skulle efterlade noget, hvad var det, jeg havde brug for at løse og pakke ud om min mor, min far og mine søstre? Denne movie er for mig en måde at bringe min mor og far tilbage på.”

Talte sidste år om Belfast, var Branagh enig. “Da vi kom til begyndelsen af ​​den første lockdown, havde jeg denne generelle fornemmelse af, hvor dyrebar tid var – vi ved bare ikke, hvad fremtiden bringer længere. Jeg nærmede mig de 60, og jeg følte lige pludselig, at jeg ikke havde andet valg end at prøve at fortælle denne historie.”

Der kan være en anden faktor på spil – en stigende følsomhed omkring, hvem der får fortalt hvilken historie, om ejerskab, om identitetspolitik. Det er for eksempel usandsynligt, at Spielberg uden tvivl ville blive omfavnet som direktør for Farven Lilla blev det lavet i dag. Hans navn er på kreditterne af en musikalsk tilpasning af Alice Walker-romanen, der udkommer næste år, men som producer denne gang, med den afroamerikanske filmskaber Blitz Bazawule instruktion. Når ideen om retten til at hævde andre menneskers historier i stigende grad granskes, kan det være en logisk beslutning at vende kameraet mod dit eget liv.

Bays siger: “Vi har set, at identitetspolitik har været centreret i indie-biografen, især i det tidlige arbejde. Og jeg føler, at det måske må have påvirket nogle af ‘mestrene’. Så meget af en kunstners rejse er at forstå sig selv gennem deres kunst. Og jeg tror, ​​at publikum og branchen, fordi de ofte faktisk er de samme, kræver autenticitet.”

Men så er der en anden mulighed: at film-memoiren i bund og grund er en meget offentlig, meget dyr form for terapi. Det kan være tilfældet for Gray, som igennem Armageddon tid, konfronterer sin egen skyldfølelse over opgivelsen af ​​et venskab i et kriseøjeblik. Kort efter premieren i Cannes sagde han: “Jeg forsøgte at gøre det så ærligt, som jeg kunne, og på nogle måder holde mig selv ansvarlig, så meget som jeg kunne … For mig er den proces, som enhver kreativ person skal igennem … ikke at fremme en idé, der er rosenrød eller behagelig eller en løgn, men snarere at fremme noget, der er så ærligt som muligt, fordi det er her, dialog og debat kan begynde.”

Og selv om Spielberg ikke har fortalt sin egen historie før, har hans stikkende forhold til sin far informeret mange af hans tidligere billeder. ETafslørede han under et interview med 60 minutter i 2012, startede som et forsøg på at skrive en historie om sine forældres skilsmisse. “Selv efter at jeg kendte sandheden [about the break-up], jeg gav min far skylden.” Males mens faderfigurerne i hans tidligere movie var fjerne, forsømmelige endda, i Familien Fabelman, faderen, spillet af Paul Dano, bliver mere sympatisk behandlet. Der er en følelse af lukning. Måske har Steven Spielberg i en alder af 75, med en filmkarriere, der strækker sig over næsten fem årtier, endelig sluttet fred med fortiden.