“Da jeg skrev manuskriptet til OpstandelseJeg startede det, da jeg ikke havde det godt med min karriere eller mine udsigter
i filmbranchen, og jeg begyndte at skrive den for mig selv,” siger Andrew Semans, der har skrevet og instrueret den nye thriller med Rebecca Hall og Tim Roth i hovedrollerne.
“Jeg troede ikke, at nogen nogensinde ville have lyst til at klare det. Jeg begyndte at skrive det, fordi jeg havde været frustreret over andre manuskripter, jeg havde skrevet, og ville lave noget, hvor jeg gav mig selv tilladelse til at gøre, hvad jeg ville, at følge mit ubevidste, i hvert fald i starten, og se, hvor det førte hen. Det viste sig i sidste ende at være det manuskript, jeg skrev, der fik mest opmærksomhed og mest ros og i sidste ende blev lavet til en film.”
Opstandelse er hans første film siden 2012 Nancy, tak, en snoet, til tider komisk thriller. Den nye film følger en succesfuld forretningskvinde og enlig mor ved navn Margaret (Rebecca Hall), hvis liv er næsten billedskønt. Hun har en enorm arbejdsmoral, en teenagedatter (Grace Kaufman), der skal på et fantastisk universitet, og penge nok til konsekvent at bestille rigelige mængder takeaway uden skyld. Livet er godt.
Det vil sige, indtil en mystisk mand fra hendes fortid ved navn David (Roth) dukker op igen, og truer på forfærdelig vis med at spolere stoffet i hendes omhyggeligt quiltede liv. Vi talte med Semans om hans filmiske tilbagevenden, arbejdet med Rebecca Hall og inspirationerne til hans film om, hvor langt en mor vil gå for at beskytte sit barn.
DESTINY JACKSON: Det ser ud til, at vi i de sidste to år har haft en række film, der beskæftiger sig med kompleksiteten af mor-barn-forholdet, som f.eks. Den fortabte datter, Parallelle mødreog Alt overalt på én gang. Hvorfor er Opstandelseen anden historie om moderskab, en som du havde brug for at fortælle lige nu?
ANDREW SEMANS: Jeg skrev første gang det første udkast til dette manuskript for syv år siden. Så den blev skrevet i et noget andet klima. Vi er nu i en tid, hvor der er mange historier om mødre i tvang eller mødre, der oplever meget komplicerede eller negative følelser omkring moderskabet. Der er også en enorm mængde traumehistorier derude i disse dage. Det fortællende landskab er hypermættet med traumehistorier. Da manuskriptet oprindeligt blev skrevet, var det ikke tilfældet, så jeg håber ikke, det føles som om, jeg hopper med på en vogn.
Men det, der fik mig til at fortælle historien oprindeligt, var nogle gange, når jeg leder efter materiale til at skrive noget, der kunne vække interesse for mig selv, jeg vil lave en grundlæggende øvelse, hvor jeg bare siger til mig selv: “Hvad skræmmer mig, hvad skræmmer mig , hvad er noget, der virkelig på en elementær og grundlæggende måde skræmmer mig?” Og ofte fører svarene på de spørgsmål til ideer til historier eller ideer til karakterer. I dette tilfælde, på det tidspunkt i mit liv, da jeg begyndte at arbejde på dette, begyndte jeg at tænke på frygt omkring forældreskab, specifikt frygt omkring manglende evne til at holde dit barn sikkert, manglende evne til fuldt ud at beskytte dit barn, frygten for, at noget kunne ske over for dit barn, og du vil føle dig ansvarlig, du vil føle dig skyldig, og hvor var det en frygt, selvom jeg ikke havde børn på det tidspunkt – men jeg er ved at få et barn senere på sommeren. Men på det tidspunkt føltes den frygt meget virkelig for mig, meget håndgribelig for mig, og så det var historiens første gnist.
Læs også: Ethan Hawke ved, hvorfor Paul Newman brændte båndene fra De sidste filmstjerner
Hvilke film og ideer inspirerede drivkraften bag de intense valg Margaret (Rebecca Hall) træffer for at beskytte sig selv og sin datter mod David?
Da jeg begyndte at tænke på at skrive en forældrekarakter, fik det mig til at tænke på forældrevagtfilm. Jeg tænkte på ting som Taken eller Death Wish. Disse film handler om grundlæggende forældres frygt for at være ude af stand til at holde dine børn i sikkerhed, og så selvfølgelig disse grandiose fantasier om at blive forvandlet til en ustoppelig hævner på vegne af dit udsatte barn. Jeg blev interesseret i det, og jeg tænkte: “Åh, er der en måde at fortælle en forældre-vigilante-historie, der er interessant for mig, som føles anderledes, eller engagerer disse temaer på en original måde, eller noget, der føltes unikt for mig selv? ” Så begyndte jeg at bygge karakteren op omkring ideer eller bestemte karakteristika ved min egen mor, hvis navn er Margaret, og det gik derfra.
I Opstandelse, du gjorde et godt stykke arbejde med at skrive kvinder, der ikke falder i troper. Margaret har et sundt hookup-arrangement med en af sine kolleger, og teenagedatteren klager ikke over drenge – hun spiller Elder Scrolls. Hvordan gik det med at skrive dem?
Der var visse egenskaber, som min mor havde, der informerede Margarets karakter, men karakteren er ikke baseret på min mor. De kommunikerer eller opfører sig ikke på samme måde, selvom der er en vis form for katolsk masochisme, som min mor har været kendt for at demonstrere, og som informerede karakteren i filmen. Hver gang jeg skriver en karakter, prøver jeg at få dem til at føle sig så specifikke som muligt, og jeg prøver bare at få deres valg og deres ord til at føles psykologisk konsistente og psykologisk sandfærdige. Jeg prøvede bare at skrive det til min egen tilfredshed og håbede, at det føltes rigtigt for andre mennesker.
Opstandelse har en rystende otte minutters monolog af Rebecca Hall, badet i mørke og leverer rystende udstilling. Hvorfor vælge den monolog for at forklare plottet i stedet for at få tingene til at udfolde sig, mens filmen sker? Var det altid planlagt på denne måde?
Det har altid været planlagt sådan. Jeg elsker monologer. Jeg elsker at gå i teatret og lytte til alle de lange monologer. Det er noget, man ikke ser så meget i film. Monologen var inspireret af filmen Små mord, i et vist omfang. Det er en meget mærkelig, meget fantastisk film fra 70’erne, der er baseret på et Jules Feiffer-skuespil. Den har Elliott Gould i hovedrollen, og den er instrueret af Alan Arkin og optaget af Gordon Willis. Det er en film, som jeg virkelig elsker. I filmen spiller Elliott Gould denne meget usædvanlige, meget gådefulde figur, og midt i filmen leverer han denne lange monolog, hvor du får denne meget vitale baggrundshistorie for ham. Det er dette omdrejningspunkt lige midt i filmen, hvor alting ændrer sig, og det har jeg altid elsket.
Jeg har altid elsket det strukturelt, og jeg elskede monologen og forestillingen. Jeg flåede det bare af, og jeg tænkte: “Jeg vil bare lægge hele denne baggrundshistorie… Alt det, der er blevet tilbageholdt eller blot hentydet til indtil nu, vil jeg bare lægge det hele ud, og karakteren vil bare sige det.” Det er en meget risikabel ting at gøre, fordi det er meget tekst, det er meget skærmtid, og hvis det ikke virker, er filmen død i vandet, og ingen vil være interesseret i at følge med i historien. Så det var noget, vi alle var nervøse for, eller i det mindste var jeg først nervøs for det. Men så efter at have arbejdet med Rebecca [Hall] i et par dage tænkte jeg bare: “Hun vil klare det. Hun er så fantastisk. Hun vil klare det.”
Ja, lad os tale om at arbejde med Rebecca Hall på disse følelsesladede beats i filmen. Hun har så udtryksfulde øjne, der virkelig trækker dig ind i sorgen og rædselen…
Arbejder med Rebecca [Hall] på monologen eller noget andet var bare ekstraordinært nemt og vidunderligt. Hun er bare en drøm at arbejde med. Hun er utroligt forberedt. Hun er utrolig dedikeret. Hun er utrolig venlig mod alle. Hun er total professionel, og hun møder bare op med forestillingen klar. Hun er så klog. Det føles altid som om hun er et skridt foran alle. Da jeg arbejdede med hende, skulle jeg gøre meget, meget lidt. Du ville bare tænde kameraet. Hun vidste, hvad hun skulle gøre, og hun ville gøre det, og hun ville altid levere lige fra hånden. Vi lavede den monolog. Vi tog to optagelser. Og for dem begge faldt hun ikke en streg. Jeg ville elske at tage en masse æren for den præstation, men jeg kan virkelig ikke tage nogen. Jeg skrev teksten, men det var alt hende.
Disse kameravinkler og lysvalg til at bade skuespillerne i skygge fortæller næsten på en måde en historie alene. Kan du forklare, hvordan nogle af disse kreative beslutninger hjalp med at forbedre fortællingen om Opstandelse?
Vi ønskede at præsentere filmens visuelle elementer meget enkelt. Vi ønskede at skyde den i en ret behersket, afklædt stil, der føltes naturalistisk, jordet og ikke hyperstiliseret. Tricket var, at da vi besluttede, at vi ikke ville være særligt udtryksfulde eller særlig fremtonende med kameraet, tænkte vi: “Hvordan forstærker vi disse dramatiske øjeblikke, og hvordan forstærker vi karakterens psykologi på en måde, som føles subtil, lumsk og rammer ikke publikum over hovedet?”
Det var altid tricket i hver scene: at prøve at få det til at føles realistisk og føles næsten almindeligt, men samtidig gennemsyre det med følelsen af trussel eller frygt eller følelsen af paranoia eller hvad vi nu tilfældigvis gik efter i scene, at gøre det på en snedig, subtil måde og ikke ty til en masse tricks eller ting, der føltes for på næsen eller for overdrevne. Fordi filmen har denne meget besynderlige præmis, der er ret ekstrem og mærkelig og uhyggelig, ønskede jeg, at den verden, som filmen fandt sted i, skulle føles næsten hverdagsagtig, ikke føles mærkelig eller mørk eller drømmeagtig eller føles som bare en gyserfilm. Jeg synes, at filmen er en smuk film. Jeg elsker virkelig den måde, det blev skudt på. Wyatt Garfield, DP, er genial. Og jeg ønskede, at denne mærkelighed skulle ske i en verden, der føltes ekstremt velkendt og tilgængelig og ikke på nogen måde exceptionel. Jeg kunne godt lide kontrasten mellem, hvad karaktererne tænkte og følte og gjorde, og den verden, som de eksisterede i, hvilket føles ret banalt.
Var det sværere for dig at skrive eller instruere Opstandelse? Hvad syntes du var den største udfordring for dig, siden du jonglerede med begge dele?
For mig er det altid nemmere at skrive end at instruere, bare fordi jeg har mere erfaring som forfatter end som instruktør. Men forhåbentlig vil jeg i de kommende år afbalancere det. Jeg tror, på siden, at den sværeste ting at gøre var at prøve ikke at vælte over i noget fuldstændig latterligt, fordi der er denne besynderlige idé, der animerer meget af fortællingen. Det var svært at prøve at lave dette
føle sig psykologisk og følelsesmæssigt sandfærdig og konsekvent, samtidig med at man bibeholdt denne præmis, der var ret skør, og at forsøge at opretholde den balance var bare en konstant udfordring gennem de år, manuskriptet udviklede sig.
Instruktørmæssigt var den største udfordring blot praktiske udfordringer, som enhver står over for på en lavbudgetfilm. Vi havde fire uger til at optage filmen, så det var ekstremt udfordrende at prøve at styre tiden og arbejde inden for begrænsede midler, mens vi forsøgte at få det hele gjort på et niveau, som vi var tilfredse med. Gudskelov var rollebesætningen lige så vidunderlig og erfaren, som de var, at vi var i stand til at få filmen lavet.
De siger, at kunst er en afspejling af en persons psyke i en bestemt periode af deres liv, og denne film er helt anderledes end din første film, Nancy, tak. Det er 10 år siden den film, så hvad lærte du om dig selv og den filmskabelse, der førte til Opstandelse?
Jeg føler, i det mindste i begyndelsen, når du arbejder på noget, så stol på dit ubevidste sind. Lad det tage dig steder, og lad være med at censurere dig selv, mens du skriver. Nu går du selvfølgelig tilbage, og du laver mange, mange udkast, og du finpudser, og du ændrer dig, men en ting, jeg bliver ved med at tænke på, er, hvordan jeg kan komme videre og skrive andre manuskripter og udvikle andre projekter. Lad dig selv være meget fri i de indledende faser, og lad derefter de andre dele af din hjerne komme ind og styre det, du har skrevet, og forme det og gøre det mere sammenhængende. Hvis dit arbejde kommer fra et meget råt sted i starten, kan du hænge fast i det. Den kan stadig føles utæmmet, når den gennemgår denne lange, lange proces med at forsøge at komme til skærmen. Forhåbentlig er det, hvad der skete her, og forhåbentlig er det en god lektie at tage med fra det.
Opstandelsefra IFC Films, er nu i biografen og vil være tilgængelig on-demand den 5. august. Shudder bliver det eksklusive streaming-hjem i november.
Hovedbillede: Rebecca Hall og Opstandelse forfatter-instruktør Andrew Semans
Denne historie om Andrew Semans ‘opstandelse dukkede oprindeligt op i sommeren 2022-udgaven af MovieMaker Magazine.